At helliggøre er at sætte til side. I bibelsk brug bærer ordet betydningen af ​​indvielse – at fjerne noget fra almindelig brug og dedikere det til Gud. Templer, altre, præster og sabbatten blev alle helliggjort. Den underliggende idé er hellighed: det, der tilhører Gud, skal ikke behandles som almindeligt.

Det Nye Testamente anvender det samme sprog om mennesker. Troende beskrives som allerede helliggjorte ved Kristi værk og samtidig kaldet til progressiv helliggørelse i det daglige liv. Spændingen er bevidst. Retfærdiggørelse erklærer en person retfærdig; helliggørelse er den livslange proces med at blive det, som denne erklæring siger, de er. Helligånden er redskabet; midlerne omfatter Skriften, bøn, sakramenterne og fællesskabets gensidige opmuntring.

Forskellige traditioner kortlægger processen forskelligt. Nogle forventer en tydelig anden oplevelse af fuldstændig helliggørelse; andre ser en gradvis vækst i nåde præget af stigende overensstemmelse med Kristus. Alle er enige om, at målet ikke er moralsk selvforbedring for dens egen skyld, men et liv, der afspejler Guds karakter, som er hellig.

Når en genstand eller en person helliggøres, gøres der krav på det almindelige med et højere formål. Ordet bærer stadig denne ladning.