Gruppering er den perceptuelle tendens til at organisere diskrete stimuli i sammenhængende, større enheder. Det visuelle system behandler ikke hver kant og plet som uafhængig; det binder dem sammen i henhold til regelmæssigheder i miljøet.

Gestaltpsykologer beskrev adskillige grupperingsprincipper. Elementer, der er tæt på hinanden, grupperes efter nærhed. Elementer, der deler farve, form eller orientering, grupperes efter lighed. Elementer, der danner en kontinuerlig, jævn bane, grupperes efter kontinuitet. Elementer, der bevæger sig sammen, grupperes efter fælles skæbne. Lukkede eller næsten lukkede former grupperes efter lukning. Disse principper fungerer hurtigt og i vid udstrækning uden for bevidstheden og producerer de objekter og overflader, vi oplever.

Gruppering er ikke ufejlbarlig. Camouflage udnytter den ved at få et objekts dele til at gruppere sig med baggrunden i stedet for med hinanden. Illusoriske konturer opstår, når grupperingsprincipper fuldender former, der ikke er fuldt ud til stede i billedet. Moderne beregningsmodeller af syn inkorporerer mange af de samme regelmæssigheder, som gestaltpsykologerne identificerede.

At se objekter snarere end en spredning af funktioner er grupperingens arbejde.