Mennesker er sociale dyr. Tilknytningsbehovet er motivet til at danne og opretholde positive relationer med andre og føle sig accepteret som en del af en gruppe.

Behovet viser sig tidligt. Spædbørn søger nærhed til omsorgspersoner; børn danner venskaber; voksne investerer i romantiske partnerskaber, familier og fællesskaber. Når behovet frustreres – gennem afvisning, isolation eller kronisk ensomhed – følger nød. Laboratoriestudier viser, at selv kortvarig social udelukkelse aktiverer hjerneområder forbundet med fysisk smerte. Omvendt dæmper støttende relationer stress og forudsiger bedre fysisk og mental sundhed gennem hele livet.

Der findes individuelle forskelle. Nogle mennesker har et højere kronisk behov for tilknytning og søger hyppigere social kontakt; andre er tilfredse med færre, dybere bånd. Situationsmæssige faktorer spiller også en rolle: trussel og usikkerhed øger ofte ønsket om tilknytning, et mønster der er synligt i den måde, fremmede taler med hinanden på under en krise.

Tilhørsforhold er ikke det samme som popularitet eller status. Det er det mere stille krav om, at man ikke skal stå helt alene over for livet.