Offentlig, kollektiv udtryk for indsigelse mod en politik eller et regime er protest. Det spænder fra tilladte demonstrationer og demonstrationer til civil ulydighed og i yderste konsekvens optøjer.

Protester signalerer intensiteten af ​​klager, når almindelige institutionelle kanaler synes lukkede eller uimodtagelige. De kan ændre den offentlige mening, sætte problemstillinger på dagsordenen og påføre beslutningstagere politiske omkostninger. Myndighederne reagerer med tilpasning, kooptrering eller undertrykkelse afhængigt af systemet og den opfattede trussel.

Effektiv protest kræver normalt organisering, en framing, der giver genklang ud over kerneaktivister, og tilstrækkelig disciplin til at opretholde offentlighedens sympati. Digitale værktøjer har sænket omkostningerne ved mobilisering, samtidig med at de har skabt nye sårbarheder over for overvågning og misinformation. Retten til fredelig protest er beskyttet i liberale demokratier og begrænset eller nægtet under autoritære styreformer.

En vedvarende protestbevægelse kan fremtvinge problemer, som valg alene ikke kunne løse.