Sokrates skrev ingenting. Vi kender ham gennem Platons dialoger, hvor han fremstår som en spørger, der afslører sine samtalepartneres uvidenhed. Den sokratiske metode er denne praksis: at stille spørgsmål for at stimulere kritisk tænkning og afdække underliggende antagelser. Det handler ikke om at vinde argumenter. Det handler om undersøgelse. Sokrates hævdede ikke at vide noget, og hans spørgsmål var designet til at vise andre, at de vidste mindre, end de troede. Resultatet var ofte aporia, en tilstand af forvirring, som Sokrates behandlede som begyndelsen til visdom.

Metoden har flere trin. Stil et spørgsmål om et begreb, såsom retfærdighed eller mod. Modtag et svar. Bed om en definition. Test definitionen mod modeksempler. Revider definitionen. Gentag. Processen kan være ubehagelig, især for dem, der troede, de kendte svarene. Men den er også befriende. Den befrier sindet fra uudforskede meninger. Den sokratiske metode bruges på jurastudier, hvor professorer stiller spørgsmål til studerende for at skærpe deres ræsonnement. Den bruges i uddannelse, hvor lærere vejleder studerende til at opdage ideer for sig selv. Den bruges i terapi, hvor klienter opfordres til at sætte spørgsmålstegn ved deres egne antagelser. Det er en undersøgelsesmetode, ikke en doktrin.

Funktioner ved den sokratiske metode

• Spørger. Spørger i stedet for at fortæller.
• Afkræftelse. Test af definitioner mod modeksempler.
• Aporia. Den tilstand af forvirring, der går forud for indsigt.
• Ydmyghed. At anerkende sin egen uvidenhed.

Den sokratiske metode er ikke det samme som det sokratiske paradoks. Metoden er en praksis. Paradokset er påstanden om, at dyd er viden, og at ingen gør noget forkert med vilje.