Pragmatisme evaluerer ideer ud fra deres praktiske konsekvenser. Hvis en overbevisning virker, er den sand. Hvis den ikke gør, er den falsk. Det er kernepåstanden bag pragmatisme, en udpræget amerikansk filosofi udviklet af Charles Sanders Peirce, William James og John Dewey. Peirce introducerede udtrykket i 1870'erne med den begrundelse, at betydningen af ​​et begreb ligger i dets praktiske virkninger. James populariserede det og anvendte det på religion, psykologi og etik. Dewey udviklede det til en filosofi om uddannelse, demokrati og social reform.

Pragmatisme afviser ideen om, at sandhed er en fast korrespondance mellem tro og virkelighed. Sandhed er det, der virker, det, der hjælper os med at håndtere erfaringer, det, der gør os i stand til at handle effektivt. Kritikere argumenterer for, at dette er relativisme i forklædning, at det lader sandheden afhænge af, hvad der er nyttigt, snarere end hvad der er virkeligt. Forsvarere svarer, at pragmatisme ikke handler om, hvad der er nyttigt til et formål, men om hvad der er berettiget af undersøgelse. Pragmatisme har påvirket jura, uddannelse, politik og videnskab. Det er en handlingsfilosofi, ikke kontemplation. Den spørger ikke, hvad der er sandt i det abstrakte, men hvilken forskel en tro gør i praksis.

Pragmatiske temaer

• Praktiske konsekvenser. Meningen ligger i virkningerne.
• Sandheden virker. Sande overbevisninger er dem, der virker.
• Undersøgelse. Viden er resultatet af problemløsning.
• Pluralisme. Der er mange måder at håndtere erfaringer på.

Pragmatisme er ikke det samme som opportunisme. Det handler ikke om at gøre det, der virker på kort sigt. Det handler om de langsigtede konsekvenser af tro og handling.