Retfærdighed er den retfærdige og upartiske behandling af individer. Det er et af de ældste og mest omstridte begreber inden for politisk filosofi. Platon definerede retfærdighed som hver del af sjælen eller byen, der udfører sit rette arbejde. Aristoteles skelnede mellem distributiv retfærdighed, som omhandler retfærdig fordeling af goder, og korrigerende retfærdighed, som omhandler at genoprette det, der blev taget. De romerske jurister definerede retfærdighed som den konstante vilje til at give hver person, hvad den tilkommer dem. Moderne debatter centrerer sig om, hvad folk tilkommer, og hvorfor.

John Rawls argumenterede for, at retfærdighed er rimelighed. Principper for retfærdighed bør vælges bag et slør af uvidenhed, hvor ingen kender deres plads i samfundet. Fra den position ville rationelle aktører vælge lige grundlæggende friheder og arrangere uligheder til gavn for de mindst fordelagtige. Robert Nozick var uenig og argumenterede for, at retfærdighed handler om berettigelse og overførsel, ikke mønstre. Amartya Sen understregede evner, de reelle friheder, som folk har til at gøre og være, hvad de værdsætter. Feministiske og kritiske raceteoretikere har vist, hvordan retfærdighed er blevet nægtet kvinder og minoriteter. Retfærdighed handler ikke kun om fordeling. Det handler om anerkendelse, deltagelse og magt.

Dimensioner af retfærdighed

• Distributiv. Retfærdig fordeling af ressourcer.
• Korrigerende. Gendanner det, der blev taget.
• Proceduremæssig. Retfærdige processer og beslutningstagning.
• Restorative. Reparation af relationer og skader.

Retfærdighed er ikke det samme som lighed. Ligebehandling kan være uretfærdig, hvis mennesker har forskellige behov. Spørgsmålet er altid: lige i hvilken henseende?