Ethvert reservoir, der absorberer mere kulstof, end det frigiver over en given periode, fungerer som et kulstofdræn. Havet er det største aktive kulstofdræn på planeten, da det har optaget en betydelig del af den kuldioxid, der frigives ved afbrænding af fossile brændstoffer og skovrydning.

To hovedprocesser driver optagelsen i havet. Opløselighedspumpen opløser CO2 i koldt overfladevand, som senere synker ned i det dybe hav. Den biologiske pumpe overfører kulstof, der er fikseret af planteplankton, til dybere lag via synkende partikler og vertikal migration. Kystnære vådområder og havgræsbede fungerer som yderligere, mere lokaliserede dræn, der begraver kulstof i sedimenter.

Kapaciteten af ​​disse dræn er ikke ubegrænset og kan ændre sig med opvarmning, ændringer i cirkulationen og økosystemændringer. Overvågning af havets kulstofdræn kræver en kombination af overflademålinger, interne observationer og modeller. Nøjagtig kvantificering er afgørende for at lukke det globale kulstofbudget og for at evaluere strategier til klimaforebyggelse.

• Reservoir, der absorberer mere kulstof, end det frigiver
• Havet er det største aktive dræningsområde
• Drevet af opløselighed og biologiske pumper
• Kapaciteten kan ændre sig med klima og menneskelig påvirkning