Den holdning, et stykke tekst har til sit emne og publikum, er dets tone. Tonen kan være alvorlig, ironisk, legende, distanceret, presserende eller melankolsk. Den formidles gennem ordvalg, sætningsstruktur, billedsprog og den overordnede holdning, som fortælleren eller taleren indtager. To beretninger om den samme begivenhed kan føles helt forskellige på grund af forskelle i tone.

Læsere fornemmer tonen hurtigt, ofte før de kan sætte navn på den. En formel tone skaber distance; en samtaletone indbyder til intimitet. Ironi afhænger af en kløft mellem ordenes bogstavelige betydning og den holdning, der ligger bag dem. Inkonsekvens i tone kan forvirre eller underholde, afhængigt af om den er bevidst.

Forfattere kontrollerer bevidst tonen, når de redigerer, og lytter efter den følelsesmæssige og intellektuelle farve i hver passage. I litteraturen er tone et af de vigtigste midler, hvormed en forfatter former læserens oplevelse. At genkende tone er derfor en grundlæggende færdighed i opmærksom læsning.