Det, et samfund vælger at bevare, afslører, hvad det værdsætter. Kulturarv omfatter monumenter, traditioner, sprog og skikke, der er nedarvet fra tidligere generationer og vurderes som værdige til beskyttelse og videregivelse.

Materiel kulturarv omfatter bygninger, artefakter og landskaber; immateriel kulturarv dækker ritualer, håndværk og mundtlige traditioner. Nationale og internationale organer udpeger steder og praksisser til juridisk beskyttelse. Der opstår ofte konkurrencer om, hvis kulturarv tæller, og hvem der kontrollerer dens fortolkning og økonomiske fordele.

Kulturarv kan forene eller splitte. Den understøtter turisme og uddannelse, men kan også fastfryse levende traditioner eller ekskludere marginaliserede grupper. Historikere og kulturarvsprofessionelle navigerer i spændingen mellem bevaring og forandring, autenticitet og tilpasning. Selve konceptet har en historie, der udvider sig fra elitemonumenter til bredere kulturelle udtryk.

• Nedarvede traditioner og monumenter, der er værdsat for bevaring
• Omfatter håndgribelige og uhåndgribelige former
• Med forbehold for udpegelse og anfægtelse
• Balancerer bevaring med levende praksis