En elegi er et digt med alvorlig refleksion, oftest en klagesang over de døde. Den bevæger sig fra sorg mod en form for trøst eller accept.

Klassiske elegier fulgte specifikke metriske konventioner; den engelske tradition er mere fleksibel i form, men konsistent i anledning og tone. Miltons "Lycidas", Tennysons "In Memoriam" og Whitmans "When Lilacs Last in the Dooryard Bloom'd" er skelsættende eksempler. Elegien roser typisk den afdøde, udtrykker talerens sorg og søger et større perspektiv – religiøst, filosofisk eller naturligt – der kan rumme tabet.

Ikke alle triste digte er en elegi. Genren indebærer en formel sorghandling og et forsøg på at give mening til dødeligheden. Samtidige elegier kan sætte spørgsmålstegn ved muligheden for trøst, samtidig med at de arbejder inden for traditionen for offentlig og privat sorg. De bedste elegier giver form til følelser, der ellers truer med at overvælde.

Et digt, der forvandler tab til afmålt tale og søger en måde at leve med fravær på, er en elegi.