Et fiskeområde, der deles af et dusin landsbyer. En græsningsplads åben for enhver hyrde. En grundvandsakvifære under et tørt område. Disse er fælles ressourcer: varer, som alle kan bruge, men hvor én persons brug efterlader mindre til alle andre. De er rivaliserende, men ikke-udelukkelige, hvilket er en fin måde at sige, at de udtømmes.

Problemet er indbygget i strukturen. Hver bruger får den fulde fordel af at tage én enhed mere, mens omkostningerne ved udtømning fordeles på alle. Så folk tager mere, end de burde. Resultatet er overfiskning, overgræsning og drænede grundvandsmagasiner. Økolog Garrett Hardin kaldte dette for fællesjordens tragedie i et berømt essay fra 1968, selvom han overdrev, hvor uundgåeligt det var.

Elinor Ostrom viste senere, at lokalsamfund ofte styrer fælles ressourcer med succes gennem regler, overvågning og sanktioner. Schweiziske alpelandsbyer har forvaltet fælles græsgange i århundreder. Japanske fiskerikooperativer sætter fangstgrænser. Lærdommen er ikke, at fællesarealer altid fejler, men at de fejler, når ingen har autoriteten eller incitamentet til at sætte grænser.

Almindelige eksempler

• Havfiskeri
• Græsningsarealer
• Grundvandsbassiner
• Atmosfærisk luft som kulstofdræn
• Offentlige veje i myldretiden