Boltning fastgør strukturelle komponenter ved hjælp af bolte og møtrikker. Det er en af ​​de primære metoder til at forbinde stålelementer. En bolt føres gennem huller i to eller flere plader, og en møtrik strammer den for at fastspænde pladerne sammen. Forbindelsen overfører last gennem friktion, lejring eller spænding, afhængigt af bolttypen og designet. Boltede forbindelser kan samles i felten, inspiceres og om nødvendigt skilles ad. I køkkenet optræder udtrykket sjældent, men ideen gør. En bolt er et fastgørelseselement. En krukke med skruelåg, en klemme, en forbindelsesstykke. Hver af dem holder noget på plads. Princippet er det samme: en mekanisk forbindelse, der modstår adskillelse.

Bolte findes i flere kvaliteter og typer. A325 og A490 er højstyrkekonstruktionsbolte, der anvendes i stålrammer. De spændes til en bestemt spænding. Ankerbolte indlejres i beton for at holde søjler og udstyr. Øjebolte og U-bolte tjener specialiserede formål. Boltens diameter, længde, gevind og belægning specificeres alle af ingeniøren. I madlavning kan den nærmeste ækvivalent være en spærrebånd, den snor, der bruges til at binde en steg. Den holder formen. Den fjernes før servering.

Boltede forbindelser har fordele i forhold til svejsede. De er hurtigere at samle. De kræver ikke certificerede svejsere. De kan inspiceres visuelt. De kan håndtere mindre forskydninger. Men de kan løsne sig under vibrationer, så de kan have brug for låseskiver. Forbindelsen er kun så stærk som dens svageste komponent. Det er ofte bolten, der er den. Det samme gælder i køkkenet. En bjælke, der er for løs, lader stegen sprede sig. En bjælke, der er for stram, skærer ind i kødet. Befæstelsen skal være korrekt. Kokken skal vide det.