Dyrekredsen er et bælte af stjernebilleder, der kredser om himlen langs ekliptika, den bane som Solen tilsyneladende følger over et år. Planeterne og Månen bevæger sig inden for dette samme bælte, hvilket er grunden til, at oldtidens astronomer fulgte det nøje. Ordet kommer fra det græske zodiakos, der betyder cirkel af små dyr.

Babylonske astronomer delte bæltet i 12 lige store sektioner, hver 30 grader bred, og opkaldte dem efter de stjernebilleder, de indeholdt. Vædderen, Tyren, Tvillingerne, Krebsen, Løven, Jomfruen, Vægten, Skorpionen, Skytten, Stenbukken, Vandmanden og Fiskene. Disse navne blev til de astrologiske tegn, som stadig bruges i dag, selvom astronomien har udviklet sig.

Konstellationerne og tegnene er ikke længere på linje. Jordens akse præcesserer og forskyder Solens position i forhold til stjernerne med cirka en grad hvert 72. år. Da astrologien blev kodificeret, var Solen i Vædderen ved forårsjævndøgn. I dag er den i Fiskene. Tegnene er fastgjort til årstiderne, ikke til stjernerne.

Astronomer bruger dyrekredsen som en bekvem markør langs ekliptika. Astrologer bruger den til andre formål. De to felter deler et ordforråd, men ikke en metode.