Før stål og armeret beton var buen den mest elegante måde at spænde over en åbning på. Stables sten i en buet linje, sker der noget bemærkelsesværdigt: hver blok skubber mod sin nabo, og hele samlingen bærer lasten ovenover ned til jorden. Romerne brugte dette trick til at bygge akvædukter, broer og Colosseum. To tusind år senere har princippet ikke ændret sig.

Buen fungerer på grund af kompression. Sten og mursten er stærke i kompression, men svage i spænding, så en buet form, der holder alt presset sammen, passer naturligt. En centreringsramme af træ holder stykkerne på plads under konstruktionen; når slutstenen - den sidste blok øverst - er sat, står buen af ​​sig selv.

Der findes mange variationer. En halvcirkelformet romersk bue er stabil, men kræver højde. En fladere segmentbue sparer plads. En spids gotisk bue retter fremstødet nedad mere stejlt, hvilket giver mulighed for højere, tyndere vægge og større vinduer. Moderne buer i stål og beton kan spænde over langt større afstande end murværk nogensinde kunne.

Se på en hvilken som helst gammel døråbning eller bro, og du ser en strukturel idé, der nægter at gå af mode.