Arkæologi rekonstruerer tidligere menneskelige samfund ud fra, hvad de efterlod sig. Knuste krukker, nedgravede vægge, slagtede knogler, pollenkorn og forladte værktøjer indeholder alle information. Arkæologer graver ikke tilfældigt. De undersøger landskaber, læser satellitbilleder og tager omhyggeligt prøver, før en murske rører ved jorden. Kontekst betyder lige så meget som selve genstanden: hvor noget blev fundet, hvad der lå ved siden af ​​det, og hvilket lag det kom fra.

Disciplinen spænder over dyb forhistorie og nyere historie. Nogle arkæologer studerer stenredskaber fra millioner af år siden; andre udgraver fabrikker eller slavekvarterer fra det 19. århundrede. Metoderne omfatter stratigrafi, kulstof-14-datering, restanalyse og i stigende grad DNA- og isotopstudier. Udgravningen er destruktiv, så registreringen er omhyggelig, og offentliggørelse er en etisk forpligtelse. Mange projekter involverer nu efterkommersamfund i beslutninger om, hvad der skal graves ud, og hvad der skal vises.

Kerneværktøjer i branchen

• Opmåling og fjernmåling for at lokalisere steder uden at grave.
• Stratigrafisk udgravning for at fastslå sekvens og sammenhæng.
• Dateringsmetoder fra kulstofdioxid til dendrokronologi.
• Laboratorieanalyse af artefakter, jord og organiske rester.

Enhver udgravning ødelægger det sted, den undersøger. Denne kendsgerning former, hvordan arkæologer planlægger, registrerer og deler deres arbejde.