En prædiken er en religiøs tale, der holdes som en del af en gudstjeneste. Dens rødder går tilbage til synagogens praksis med at læse Skriften og tilbyde fortolkning, en praksis Jesus selv fulgte i Nazareth. Den tidlige kirke fortsatte mønsteret; Paulus' breve blev allerede læst højt, og lærerne rejste sig snart for at forklare og anvende dem.

Formen varierer meget. Nogle traditioner foretrækker en vers-for-vers-udlægning, der holder sig tæt på den valgte tekst. Andre foretrækker tematiske taler, der trækker på flere passager. Længde, stil og følelsesmæssig temperatur varierer afhængigt af kultur og trosretning. Det, der forbliver konstant, er påstanden om, at det talte ord, når det forenes med det skrevne ord, kan blive et nådemiddel. Prædikeren er ikke primært en entertainer eller en foredragsholder, men en tjener for teksten og menigheden.

Store prædikener har formet historien – Augustins, Chrysostomos', Luthers, Wesleys, Kings. De fleste prædikener er dog almindelige og forberedes uge efter uge til almindelige menigheder. Deres effektivitet er svær at måle og let at overvurdere eller afvise. Alligevel fortsætter denne praksis, fordi samfund fortsætter med at tro, at Gud stadig taler gennem menneskelig tale, når denne tale er knyttet til Skriften og fremføres i tro.

En prædiken slutter, men dens virke, hvis noget, fortsætter i dem, der hørte den.