Skriften er skrift, som et fællesskab anser for at være hellig og autoritativ. Indholdet varierer efter tradition, men funktionen er den samme: disse tekster er ikke blot informative; de ​​er det sted, hvor den guddommelige stemme forventes at blive hørt.

For jøder er kernen Tanakh – Toraen, profeterne og skrifterne. For kristne udgør de samme bøger, arrangeret forskelligt, Det Gamle Testamente, forbundet med Det Nye Testamente med evangelier, breve og apokalypsen. Muslimer ærer Koranen som den endelige uforfalskede åbenbaring. Andre traditioner har deres egne kanoner: Vedaerne, Tripitaka, Guru Granth Sahib. I hvert tilfælde var anerkendelsesprocessen gradvis; samfund skelnede over tid, hvilke skrifter der havde unik vægt.

Hvordan skriften fungerer, er omdiskuteret. Nogle traditioner understreger dens ufejlbarlighed i spørgsmål om tro og praksis; andre understreger dens rolle som et levende vidne, der skal fortolkes i fællesskabet. Oversættelse har altid været både nødvendig og omstridt, fordi tekstens kraft er knyttet til det sprog, den modtages på. Offentlig læsning, privat studium og liturgisk brug holder ordene i omløb på tværs af generationer.

Når en tekst kaldes hellig skrift, hævdes det, at den gør mere end blot at nedskrive fortiden. Den fortsætter med at omhandle nutiden.