En person, der er blevet behandlet uretmæssigt, vælger at give slip på vrede og kravet om erstatning. Den handling er tilgivelse. Religiøse traditioner behandler det som både en guddommelig egenskab og en menneskelig pligt.

Skrifterne opfordrer de troende til at tilgive, som de er blevet tilgivet. Ritualer om bekendelse og syndsforladelse institutionaliserer processen. Tilgivelse kræver ikke altid forsoning eller fjernelse af konsekvenser; det handler primært om den indre frigørelse af bitterhed. Vanskelige tilfælde tester læren, når sårene er alvorlige eller der ikke er fortrudt.

Psykologiske studier bemærker fordele for den tilgivendes mentale sundhed, men religiøse forståelser går videre ved at forankre praksissen i Guds karakter eller universets orden. Samfund, der praktiserer tilgivelse, afbryder gengældelsescyklusser. Kravet er fortsat et af de mest udfordrende og karakteristiske elementer i mange trosretninger.

Tilgivelse er ofte sværere at praktisere end at rose.