En patient associerer frit, rapporterer drømme og bliver gradvist opmærksom på tidligere uerkendte konflikter. Psykoanalyse er den terapeutiske tilgang og teori om sindet udviklet af Sigmund Freud, der lægger vægt på ubevidste processer, tidlig erfaring og fortolkning af mentale produktioner.

Klassisk teknik involverer hyppige sessioner, brug af sofaen og fokus på overføring – genoplevelsen af ​​tidligere relationsmønstre med analytikeren. Senere udviklinger, herunder objektrelationer og moderne relationelle tilgange, bevarer vægten på ubevidst mening, samtidig med at teknik og teori modificeres. Empirisk støtte varierer på tværs af specifikke påstande; nogle kerneideer er blevet revideret eller opgivet, mens den kliniske værdi af at udforske implicitte relationsmønstre fortsat er indflydelsesrig.

Psykoanalysen formede det tyvende århundredes kultur og præger stadig mange former for dybdegående psykoterapi. Dens varige bidrag er insisteren på, at en stor del af det mentale liv opererer uden for bevidstheden, og at det at bringe det ind i bevidstheden kan lindre lidelse.

Den fortid, der ikke huskes, gentages ofte i nutidens forhold.