Et grædende spædbarn bliver stille, når en velkendt omsorgsperson samler det op. Denne hurtige beroligelse afspejler tilknytning – det dybe følelsesmæssige bånd, der dannes mellem barn og omsorgsperson, og som former, hvordan barnet senere griber relationer an.

John Bowlby og Mary Ainsworth kortlagde mønstrene: sikker tilknytning vokser fra konsekvent og lydhør omsorg; usikre former opstår, når omsorgen er uforudsigelig, afvisende eller skræmmende. Disse tidlige mønstre påvirker romantiske bånd i voksenlivet, venskaber og endda adfærd på arbejdspladsen. Tilknytning er ikke fastlåst i toårsalderen; senere forhold kan revidere interne arbejdsmodeller for sig selv og andre.

Forskere bruger stadig den såkaldte "Strange Situation"-procedure til at klassificere tilknytning hos spædbørn, mens målinger hos voksne er baseret på interviews og spørgeskemaer. Terapi, der fokuserer på tilknytning, sigter mod at skabe en korrigerende følelsesmæssig oplevelse inden for et pålideligt forhold. Kvaliteten af ​​tidlige bånd er fortsat en af ​​de stærkeste indikatorer for senere følelsesmæssig regulering og social kompetence.

En tryg base i barndommen gør det mere trygt at udforske den bredere verden.