Fortrængning er den grundlæggende forsvarsmekanisme, foreslået af Freud, der forviser angstfremkaldende tanker, følelser og minder fra den bevidste opmærksomhed. Materialet slettes ikke; det holdes ude af bevidstheden og kan indirekte påvirke adfærd.

I klassisk psykoanalytisk teori er undertrykkelse motiveret og automatisk. Uacceptable ønsker eller traumatiske minder skubbes ind i det ubevidste, hvor de forbliver aktive og kan vende tilbage i forklædt form som symptomer, drømme eller fejltrin. Empirisk støtte til undertrykkelse som en særlig, motiveret proces er fortsat kontroversiel. Mange forskere foretrækker at tale om almindelig glemsel, undgåelse eller genfindingsfejl snarere end en særskilt undertrykkende mekanisme.

Laboratoriestudier af målrettet glemsel og følelsesmæssig hukommelse viser, at folk bevidst eller automatisk kan reducere tilgængeligheden af ​​uønsket materiale. Kliniske observationer dokumenterer fortsat tilfælde, hvor ubehagelige minder er utilgængelige i lange perioder og senere vender tilbage. Konceptet er fortsat indflydelsesrigt i psykoterapi, selvom dets præcise mekanismer debatteres.

Når angstfyldt materiale holdes uden for bevidstheden, kaldes processen traditionelt fortrængning.