Plasticitet er hjernens evne til at ændre sin struktur og funktion som reaktion på oplevelser, læring eller skader. Synapser styrkes eller svækkes, nye forbindelser dannes, og i nogle tilfælde overtager ubeskadigede områder funktioner, der tidligere blev håndteret af beskadigede områder.

Plasticitet er størst tidligt i livet, i kritiske og følsomme perioder, hvor sensoriske og motoriske systemer finjusteres. Den fortsætter gennem hele voksenalderen og understøtter færdighedsindlæring og hukommelsesdannelse. Efter et slagtilfælde eller anden fokal skade kan intensiv rehabilitering fremme reorganisering, der genopretter nogle tabte evner. Tvangsinduceret bevægelsesterapi og lignende tilgange udnytter plasticitet ved at tvinge brugen af ​​​​beskadigede lemmer og derved fremme kortikal remapping.

Ikke al plasticitet er gavnlig. Maladaptive ændringer kan bidrage til kroniske smerter, fantomsans og visse psykiatriske tilstande. De samme mekanismer, der muliggør bedring og læring, kan under forskellige omstændigheder forankre uønskede mønstre.

Hjernen er ikke en fastlåst maskine. Dens løbende evne til at reorganisere er, hvad udtrykket plasticitet kalder.