I republikker er statsoverhovedet ofte en præsident. Embedet kan i vid udstrækning være ceremonielt, eller i præsidentielle systemer kan det være den centrale udøvende myndighed, der vælges uafhængigt af den lovgivende forsamling.

Præsidentens beføjelser omfatter typisk at lede de væbnede styrker, varetage udenrigsrelationer, udnævne højtstående embedsmænd og underskrive eller nedlægge veto mod lovgivning. Længden og tidsbegrænsningerne for embedsperioder varierer. Direkte valg giver præsidenter et personligt mandat; indirekte valg gennem et valgkollegium eller parlament ændrer forholdet til vælgere og partier.

Koncentrationen af ​​synlighed og autoritet hos én person skaber både afgørende lederskab og risiko for personalisering. Forholdet til den lovgivende forsamling kan være samarbejdsvilligt eller antagonistisk afhængigt af partisk kontrol og institutionelle regler. En rigsretssag eller tilsvarende processer er en sidste udvej for at forhindre præsidentiel forseelse.

En præsidents formelle beføjelser er kun en del af historien; dygtighed og omstændigheder afgør, hvor fuldt ud de udøves.