En autoritær nationalistisk ideologi, der glorificerer staten eller racen, undertrykker oppositionen og mobiliserer samfundet gennem masseorganisation og propaganda, er kendt som fascisme. Den opstod i begyndelsen af ​​det 20. århundredes Europa og er tættest forbundet med Mussolinis Italien og, i en racemæssig form, Hitlers Tyskland.

Fascistiske bevægelser afviste både liberalt demokrati og marxistisk socialisme. De understregede hierarki, kamp og lederskabsprincippet. Da de først var ved magten, nedlagde de uafhængige institutioner, kontrollerede kultur og uddannelse og førte aggressiv udenrigspolitik. De menneskelige omkostninger ved fascistiske regimer, især den nazistiske variant, forbliver en central advarsel i den politiske hukommelse.

Forskere diskuterer de præcise grænser for begrebet og dets anvendelighed på senere bevægelser. Kernetræk omfatter ultranationalisme, foragt for demokratisk pluralisme og sammensmeltningen af ​​stats- og partimagt. Forståelse af fascisme er fortsat vigtig for at genkende autoritære mønstre, der genbruger lignende temaer i nye kontekster.

Aksemagternes nederlag i 1945 miskrediterede fascismen som regeringsmodel, men dens ideologiske fragmenter dukker med jævne mellemrum op igen.