En syllogisme er en form for deduktiv ræsonnement med to præmisser og en konklusion. Aristoteles udviklede syllogismen som den grundlæggende enhed i logik. Det mest berømte eksempel: Alle mennesker er dødelige. Sokrates er et menneske. Derfor er Sokrates dødelig. Den første præmis er hovedpræmissen, den anden er bipræmissen, og den tredje er konklusionen. Hvis præmisserne er sande, og formen er gyldig, må konklusionen være sand. Syllogismen er et værktøj til at teste gyldigheden af ​​argumenter. Ved at identificere formen kan du se, om konklusionen følger.

Aristoteles identificerede adskillige gyldige syllogistiske former, kaldet figurer og stemminger. Den mest almindelige er den første figur, hvor mellemleddet forbinder hoved- og underpræmisserne. Middelalderlige logikere gav formerne mnemoniske navne, som Barbara og Celarent, for at hjælpe eleverne med at huske dem. Syllogismen var central for logikken i over to tusind år. Det var først i det 19. århundrede, at Frege og andre udviklede mere kraftfulde logiske systemer. Men syllogismen er fortsat et nyttigt undervisningsværktøj og et klart eksempel på deduktiv ræsonnement. Den viser, hvordan konklusioner kan udledes af præmisser med sikkerhed, forudsat at formen er gyldig, og præmisserne er sande.

Dele af en syllogisme

• Vigtigste præmis. Den bredere erklæring.
• Mindre præmis. Den mere specifikke udtalelse.
• Konklusion. Den følgende udtalelse.
• Mellemled. Det led, der forbinder præmisserne.

En syllogisme er ikke det samme som et argument generelt. Det er en specifik form for deduktiv argumentation med to præmisser og en konklusion.