Sofisme er klog, men fejlagtig ræsonnement, der bruges til at bedrage. Ordet stammer fra sofisterne, en gruppe rejsende lærere i det antikke Grækenland, der underviste i retorik og argumentation mod betaling. De var ikke nødvendigvis uærlige. De underviste i færdigheder, der var nyttige i domstole og forsamlinger. Men Platon portrætterede dem som manipulatorer, der var mere interesserede i at vinde argumenter end i sandheden. Den mest berømte sofist i Platons dialoger er Protagoras, der sagde, at mennesket er målestokken for alle ting. Den påstand kan læses som en form for relativisme. Den kan også læses som en påstand om opfattelse.

Sofisme er ikke bare et gammelt fænomen. Det opstår, når nogen bruger sprog til at manipulere snarere end til at informere. Annoncører, politikere og advokater kan alle beskyldes for sofisme. Grænsen mellem retorik og sofisme er ikke altid klar. Retorik sigter mod at overtale. Sofisme sigter mod at bedrage. Forskellen ligger i intentionen og sandheden i påstandene. Kritisk tænkning er modgiften mod sofisme. Det indebærer at bede om beviser, kontrollere for fejlslutninger og være opmærksom på følelsesmæssig manipulation. Platons dialoger læses stadig, fordi de dramatiserer forskellen mellem ægte undersøgelse og klog manipulation.

Tegn på sofisme

• Følelsesmæssige appeller. At spille på frygt, vrede eller begær.
• Falske præmisser. Udgående fra påstande, der ikke er sande.
• Tvetydighed. Brug af ord i forskellige betydninger.
• Røde sild. Introduktion af irrelevante punkter.

Sofisme er ikke det samme som skepsis. Skepsis tvivler påstande. Sofisme udnytter tvivl til at opnå overbevisende effekt.