Fænomenologi er studiet af strukturer i bevidst oplevelse. Den spørger ikke, hvad der eksisterer, men hvordan det er at opleve det, der eksisterer. Edmund Husserl grundlagde bevægelsen i begyndelsen af ​​det 20. århundrede og argumenterede for, at filosofi burde vende tilbage til tingene selv, til den levede oplevelsesverden. Han udviklede metoden med epoché, eller bracketing, hvor fænomenologen suspenderer sin dom over, hvorvidt verden eksisterer, for at beskrive, hvordan den fremstår. Martin Heidegger, Husserls elev, flyttede fokus til at være i verden og argumenterede for, at vi altid allerede er engagerede i verden, ikke uafhængende observatører. Maurice Merleau-Ponty understregede kroppen som oplevelsens medium. Jean-Paul Sartre anvendte fænomenologi på frihed, fantasi og følelser.

Fænomenologi har påvirket psykologi, psykiatri, sociologi, arkitektur og kognitiv videnskab. Det er ikke en enkelt doktrin, men en metode og en tradition. Den insisterer på, at erfaring ikke blot er data, der skal forklares, men en dimension af virkeligheden, der skal beskrives. Dens centrale indsigt er, at bevidsthed altid er bevidsthed om noget. Den er intentionel. Den er rettet mod objekter, og disse objekter er givet på specifikke måder. Fænomenologi studerer disse måder.

Nøglefænomenologer

• Husserl. Grundlægger, udviklede metoden med bracketing.
• Heidegger. Væren-i-verden, autenticitet, angst.
• Merleau-Ponty. Den levede krop, opfattelse, flertydighed.
• Sartre. Frihed, fantasi, ond tro.

Fænomenologi er ikke introspektion. Det er en stringent beskrivelse af oplevelsens strukturer, ikke en beretning om personlige følelser.