En fejlslutning er en ræsonnementsfejl, der underminerer et argument. Den kan være formel, hvilket betyder, at argumentets struktur er ugyldig, eller uformel, hvilket betyder, at indholdet eller konteksten gør ræsonnementet dårligt. Formelle fejlslutninger omfatter bekræftelse af konsekvensen og benægtelse af fortilfældet. Uformelle fejlslutninger omfatter ad hominem, stråmand, falsk dilemma og appel til autoriteter. Kendskab til fejlslutninger hjælper dig med at få øje på dårlige argumenter og undgå at fremsætte dem selv.

Fejlslutninger er ikke altid indlysende. En stråmand giver en forkert fremstilling af en modstanders holdning. Et falsk dilemma præsenterer to muligheder, når der findes flere. En appel til autoriteter citerer en ekspert uden for deres felt. En glidebane hævder, at ét skridt uundgåeligt fører til katastrofe. Nogle fejlslutninger er overbevisende, fordi de udnytter kognitive bias. Ad hominem-angrebet føles relevant, selvom det ikke er det. Bandwagon-appellen spiller på ønsket om at høre til. Kritisk tænkning involverer at lære at genkende disse mønstre og spørge, om argumentet holder uden dem.

Almindelige fejlslutninger

• Ad hominem. Angriber personen, ikke argumentet.
• Stråmand. Forkert fremstilling af en modstanders position.
• Falsk dilemma. Præsenterer to muligheder, når der findes flere.
• Appellere til autoriteter. Citere en ekspert uden for deres felt.
• Glatskråning. At påstå ét trin fører uundgåeligt til katastrofe.

Ikke alle dårlige argumenter indeholder en navngiven fejlslutning. Nogle gange er ræsonnementet bare svagt. Fejlslutninger er et værktøj til diagnose, ikke en erstatning for bedømmelse.