Ondskab er det ord, vi bruger om de værste former for forseelser. Det går ud over blot skade. Det antyder bevidst grusomhed, en vilje til at ødelægge, en krænkelse af noget helligt. Filosoffer har diskuteret, om ondskab er en positiv kraft eller en afsavn, fraværet af det gode. Augustin mente sidstnævnte: ondskab har ingen egen substans. Det er en vending væk fra Gud, en fordærvelse af det, der er godt. Andre behandler ondskab som et reelt træk ved verden, ikke blot en mangel.

Problemet med ondskab er et af de ældste argumenter imod Guds eksistens. Hvis Gud er almægtig og algod, hvorfor eksisterer ondskab så? Svarene omfatter forsvaret om fri vilje, som siger, at ondskab er prisen for ægte frihed; teodicéet om sjæledannelse, som siger, at lidelse opbygger karakter; og det skeptiske svar, som siger, at vi ikke kan bedømme Guds grunde. Problemet er fortsat levende i religionsfilosofien. Sekulære filosoffer studerer ondskab ud fra moralpsykologi og spørger, hvordan almindelige mennesker begår grusomheder. Hannah Arendts sætning "ondskabens banalitet" indfangede ideen om, at stor skade kan komme af tankeløshed, ikke af uhyrlige intentioner.

Tilgange til ondskab

• Afsavn. Ondskab er fraværet af det gode.
• Dualisme. Ondskab er en kraft, der er i modsætning til det gode.
• Theodicy. Retfærdiggør Gud i mødet med ondskab.
• Moralpsykologi. Hvordan folk kommer til at gøre ondt.

Ondskab er et moralsk ladet begreb. At kalde noget ondt er ikke bare at beskrive det. Det er at fordømme det.