Sokrates stillede spørgsmål. Hans samtalepartnere gav svar. Han stillede flere spørgsmål. Svarene kollapsede. Ud af kollapset kom et bedre spørgsmål. Denne praksis, som er skildret i Platons dialoger, er en rod til dialektik. En anden er Hegel, der beskrev en proces, hvor en tese genererer sin antitese, og konflikten mellem dem producerer en syntese. Syntesen bliver til en ny tese, og processen fortsætter. Om Hegel brugte præcis disse udtryk, er omdiskuteret. Mønsteret blev indflydelsesrigt uanset hvad.

Dialektik er ikke blot en argumentationsmetode. Det er en teori om, hvordan ideer udvikler sig. For Hegel bevæger historien sig gennem modsætninger mod større frihed og selvbevidsthed. Marx tog dialektikken og satte den på et materielt fundament. Ideer driver ikke historien; det gør økonomiske forhold. Klassekonflikt er motoren. Dialektikken er også blevet brugt i teologi, litteraturkritik og uddannelse. I hvert tilfælde er kerneideen den samme: sandheden opstår gennem sammenstødet mellem modsatrettede positioner, ikke fra et enkelt perspektiv, der holdes isoleret.

Former for dialektik

• Sokratisk. Spørgsmålstegn ved at afsløre uvidenhed og stimulere indsigt.
• Hegelian. Tese, antitese, syntese som en historisk proces.
• Marxistisk. Materielle forhold og klassekonflikt driver forandring.
• Dialogisk. Sandheden kommer frem gennem samtale.

Dialektik er ikke et kompromis. Syntesen er ikke et mellemspil mellem tese og antitese. Det er en ny position, der bevarer det gyldige i begge.