Et morfem er den mindste enhed i sproget, der bærer betydning. Det kan være et helt ord eller en del af et ord, såsom et præfiks, suffiks eller bøjning.

Ordet "ulykkelighed" indeholder tre morfemer: "u-", "lykkelig" og "-hed". Hver af dem bidrager med betydning. Frie morfemer kan stå alene som ord; bundne morfemer skal knytte sig til andre former. Sprog adskiller sig i, hvordan de pakker betydning ind i morfemer. Nogle er stærkt afhængige af bøjning; andre bruger relativt faste ordformer og formidler relationer gennem ordstilling og separate partikler.

Børn tilegner sig gradvist deres sprogs morfologiske system, nogle gange overgeneraliserer de regler ("goed" i stedet for "went"), før de mestrer undtagelser. Sproglige forstyrrelser kan selektivt forringe den morfologiske bearbejdning. Lingvister analyserer morfemer for at beskrive ords interne struktur og de regler, der genererer nye former.

Betydning i sproget begynder med morfemet, den mindste del af et stoff, der stadig betyder noget.