Én ting omtales, som om den var noget andet. En metafor hævder en identitet eller en tæt lighed uden at bruge "ligesom" eller "som". "Tiden er en tyv", "klasseværelset var en zoologisk have", "hendes stemme var fløjlsagtig". Sammenligningen er implicit og komprimeret og inviterer læseren til at overføre kvaliteter fra køretøjet til tenoren.

Metaforer former både tankegang og stil. De kan gøre abstrakte ideer konkrete, afsløre skjulte ligheder og generere nye måder at se tingene på. Døde metaforer – "bjergets fod", "bordets hovedende" – er blevet så velkendte, at deres figurative oprindelse er næsten usynlig. Levende metaforer overrasker og oplyser stadig.

Digtere og talere er i høj grad afhængige af metaforer, men også hverdagstalen er fuld af dem. Videnskabeligt og filosofisk sprog bruger også metaforer, nogle gange bevidst, nogle gange ubevidst. Risikoen er, at en ubemærket metafor kan begrænse forståelsen. Belønningen er den pludselige klarhed eller følelsesmæssige kraft, som en velvalgt metafor giver. At lære at genkende og formulere metaforer er en del af at blive en mere præcis og fantasifuld bruger af sproget.