Efter en organisme har lært at reagere på en betinget stimulus, skal den stadig lære, hvornår den ikke skal reagere. Diskrimination er denne forfinelse. Hunden savler til en tone med én tonehøjde, men ikke til en lidt højere eller lavere tone. Forskellen trænes ved at forstærke den ene stimulus og tilbageholde forstærkning fra den anden.

I operante situationer gælder det samme princip. En due hakker på en grønt lysende tast for at finde mad og ignorerer den røde tast. Processen skærper opfattelsen og sparer energi. Uden diskrimination ville ethvert lignende signal udløse den samme reaktion og producere spild af eller farlig adfærd.

Stimulusgeneralisering er den modsatte tendens: at reagere på stimuli, der ligner originalen. Diskriminationstræning presser organismen til at trække finere grænser. Jo stejlere generaliseringsgradienten er, desto skarpere er diskriminationen.

• Indlært evne til at skelne lignende stimuli
• Opnået ved differentiel forstærkning
• Modsætning til stimulusgeneralisering
• Målt ved hældningen af ​​generaliseringsgradienten

I hverdagen viser færdigheden sig, når et barn lærer, at kun bestemte voksne må bede om hjælp, eller når en bilist stopper ved rødt lys, men ikke ved butiksskilte i lignende farver.