Personificering er tilskrivningen af ​​menneskelige egenskaber, handlinger eller følelser til ikke-menneskelige ting – dyr, genstande, naturkræfter eller abstraktioner. Det får den ikke-menneskelige verden til at tale og handle i menneskelige termer.

"Vinden hviskede", "retfærdigheden er blind" og "byen sover aldrig" er eksempler på personificering. Digtere bruger det til at skabe levende billeder og udforske forholdet mellem menneskelig bevidsthed og den ydre verden. Fabler og allegorier er systematisk afhængige af det. I daglig tale er personificering almindelig og ofte knap nok bemærket.

Personificering adskiller sig hovedsageligt fra antropomorfisme i grad og kontekst; førstnævnte er en billedlig udtryksform, sidstnævnte ofte en bredere tilskrivning af menneskelige træk til dyr eller guder. Effektiv personificering føles naturlig i sin kontekst; tvungen personificering henleder opmærksomheden på sig selv som et virkemiddel. Figuren kan være legende, højtidelig eller foruroligende afhængigt af, hvad der personificeres, og hvordan.

Når noget, der ikke er menneskeligt, beskrives som om det var det, er figuren personificering.