Onomatopoietikon er brugen af ​​ord, der imiterer de lyde, de beskriver. Lyden af ​​ordet afspejler lyden af ​​tingen.

"Buzz", "hiss", "crash" og "murmur" er almindelige eksempler. Digtere og prosaforfattere bruger onomatopoetikon til at gøre beskrivelser mere levende og umiddelbare og tiltrækker både læserens øre og sindets øje. Tegneserier og børnelitteratur er i høj grad afhængige af det; seriøs litteratur bruger det mere sparsomt for at opnå en præcis effekt. Virkemidlet er sprogspecifikt; forskellige sprog repræsenterer den samme lyd med forskellige imiterende ord.

Onomatopoetikon kan være subtilt eller åbenlyst. Et enkelt velvalgt ord kan antyde et helt sonisk miljø. Overforbrug risikerer at lyde gimmicky, men lejlighedsvise onomatopoetiske berøringer kan animere en passage. Figuren minder læserne om, at sprog ikke kun er symbolsk, men også til tider direkte mimetisk.

Når et ords lyd udfører sin betydning, er virkemidlet onomatopoeia.