Diktion er valget og brugen af ​​ord i tale eller skrift. Det omfatter ordforrådsniveau, grad af formalitet, konkretion eller abstraktion og sprogets overordnede tekstur.

En forfatters diktion kan være formel eller dagligdags, teknisk eller enkel, latinsk eller angelsaksisk, abstrakt eller sensorisk. Den samme idé kan udtrykkes i radikalt forskellig diktion, og hver version vil have en forskellig effekt på læseren. Konsekvent diktion hjælper med at etablere tone og stemme; pludselige uforklarlige ændringer kan ryste. I poesi og litterær prosa er diktion et af de primære midler, hvormed mening og stemning skabes.

Analyse af diktion ser på individuelle ordvalg og på mønstre på tværs af en passage eller et værk. Hvorfor dette synonym frem for et andet? Hvorfor et konkret billede her og en abstraktion der? Svarene afslører forfatterens holdning til emnet og publikum. God diktion føles uundgåelig i bakspejlet, selvom den er et produkt af bevidst udvælgelse.

De specifikke ord en forfatter vælger, og de mønstre disse valg danner, udgør diktion.