Levestandard måler niveauet af velstand, komfort og materielle goder, der er tilgængelige for en person eller en gruppe. Det omfatter indkomst, men også adgang til sundhedspleje, uddannelse, bolig, rent vand og fritid. Et land kan have en høj gennemsnitsindkomst og stadig levere en dårlig levestandard, hvis pengene er koncentrerede, eller de offentlige tjenester er svage.

Økonomer bruger adskillige indikatorer. BNP pr. indbygger er den mest primitive. Human Development Index (HUIM) medregner forventet levealder og uddannelse. OECD Better Life Index sporer bolig, balance mellem arbejdsliv og privatliv og fællesskab. Ingen er perfekt, men sammen tegner de et mere fuldstændigt billede end indkomst alene. En høj levestandard betyder normalt længere liv, lavere spædbørnsdødelighed og mere tid til familie og hobbyer.

Levestandarden er steget dramatisk i løbet af de sidste to århundreder. I 1800 var den gennemsnitlige forventede levealder på verdensplan omkring 30 år. I dag er den over 70 år. Hungersnød var almindelig. Nu er den sjælden uden for konfliktzoner. Gevinsterne er ikke jævnt fordelt, og milliarder lever stadig i fattigdom. Men den langsigtede tendens er umiskendelig. Industrialisering, folkesundhed og teknologi har ændret, hvad det vil sige at leve et anstændigt liv.

Indikatorer for levestandard

• BNP pr. indbygger
• Forventet levetid
• Læsefærdigheder og uddannelsesniveauer
• Adgang til rent vand og sanitet
• Boligkvalitet