Den rigeste 1 procent af amerikanerne ejer mere formue end de bundste 90 procent tilsammen. Denne statistik fra Federal Reserve beskriver indkomstulighed: den ulige fordeling af indkomst på tværs af en befolkning. Den måles med værktøjer som Gini-koefficienten, der går fra 0 (alle tjener det samme) til 1 (én person tjener alt).

Ulighed er steget i de fleste udviklede lande siden 1980'erne. Globalisering, teknologiske forandringer og faldende fagforeningsmedlemskab er almindelige forklaringer. Det samme gælder skattepolitik og virksomhedsledelse. Debatten handler ikke om, hvorvidt ulighed eksisterer, men om det er et problem, og hvad man skal gøre ved det. Nogle hævder, at ulighed afspejler forskelle i færdigheder og indsats, og at en kraftig beskatning af den modvirker vækst. Andre hævder, at ekstrem ulighed underminerer demokrati, sundhed og social mobilitet.

Beviserne er blandede. En vis ulighed synes nødvendig for at belønne innovation og hårdt arbejde. For meget kan være nedbrydende. Lande med lavere ulighed har en tendens til at have højere social mobilitet, hvilket betyder, at fattige børn har større sandsynlighed for at blive rige voksne. Det modsatte er også tilfældet. I meget ulige samfund koncentreres fordelene, og stigen trækkes opad.

Fælles foranstaltninger

• Gini-koefficient
• Indkomstandel for den øverste 1 procent
• Palma-forhold (øverste 10 procent vs. nederste 40 procent)
• Indtjeningselasticitet mellem generationer
• Fattigdomsrater