Interaktionsdesign former, hvordan brugere interagerer med digitale produkter. Det dækker flowet mellem skærme, den feedback, en knap giver, når der trykkes på den, animationen, der bekræfter en handling, og den fejlmeddelelse, der forklarer, hvad der gik galt. Feltet opstod i 1980'erne, da personlige computere spredte sig, og designere indså, at software skulle være brugbar, ikke kun funktionel. Bill Moggridge og Bill Verplank opfandt udtrykket i midten af ​​1980'erne.

Interaktionsdesignere tænker over tilstande, overgange og feedback. Hvad sker der, når en bruger holder musen over et link? Hvad sker der, når de sender en formular? Hvad sker der, hvis forbindelsen afbrydes? Godt interaktionsdesign får disse øjeblikke til at føles naturlige. Dårligt interaktionsdesign efterlader brugerne usikre. En knap, der ikke ændrer udseende, når man klikker på den, føles ødelagt. En indlæsningsspinner, der aldrig løser problemet, skaber angst. Designere prototyper disse interaktioner tidligt, ofte med enkle værktøjer, for at teste, hvordan de har det, før de skriver kode.

Kernebekymringer

• Feedback: bekræfter, at en handling er registreret.
• Tilstande: standard, pegefølsom, aktiv, deaktiveret, fejl.
• Overgange: hvordan skærme og elementer ændrer sig.
• Mikrointeraktioner: små øjeblikke, der guider og glæder.

Interaktionsdesign handler ikke kun om at gøre ting pæne. Det handler om at gøre dem forudsigelige, responsive og lette at forstå.