Naturbevarelse beskytter og forvalter naturressourcer og biodiversitet. Det omfatter at afsætte nationalparker, genoprette vådområder, beskytte truede arter og forvalte skove for at sikre langsigtet sundhed. Feltet har rødder i det 19. århundrede, hvor jægere og naturforskere blev alarmerede over forsvinden af ​​dyreliv i Nordamerika og Europa. Yellowstone blev verdens første nationalpark i 1872. Siden da har naturbevarelse udvidet sig fra at bevare naturskønne landskaber til at adressere klimaforandringer, fragmentering af levesteder og rettighederne for oprindelige folk, der bor i og forvalter mange af verdens resterende vilde områder.

Bevaring tager mange former. Beskyttede områder holder udvikling ude. Restaureringsprojekter bringer nedbrudte økosystemer tilbage. Love regulerer jagt, fiskeri, skovhugst og forurening. Lokalsamfundsbaseret bevaring involverer lokalbefolkningen i forvaltningen af ​​de ressourcer, de er afhængige af. Hver tilgang har afvejninger. Streng beskyttelse kan fortrænge lokalsamfund. Bæredygtig udnyttelse kan mislykkes, hvis tilsynet er svagt. De mest effektive projekter kombinerer ofte videnskabelig overvågning med lokal viden og klare juridiske rammer.

Fælles strategier

• Beskyttede områder og dyrelivskorridorer.
• Genopretning af levesteder og genplantning af skov.
• Programmer for genopretning af arter.
• Samfundsbaseret forvaltning af naturressourcer.

Naturbevarelse handler ikke om at lukke naturen inde. Det handler om at holde økosystemerne i gang, mens mennesker lever og arbejder i dem.