To scener sker på samme tid. En bombe tikker i ét rum. En detektiv løber ned ad en gang i et andet. Filmen klipper frem og tilbage mellem dem. Det kaldes krydsklipning, også kaldet parallel redigering. Det veksler mellem to eller flere scener, der sker samtidigt. Det skaber spænding, trækker forbindelser og opbygger momentum. Det er en af ​​de ældste og mest effektive redigeringsteknikker.

DW Griffith var pioner inden for krydsklipning i begyndelsen af ​​det 20. århundrede. I The Birth of a Nation klipper han mellem en familie fanget i en hytte og Ku Klux Klan, der rider dem til undsætning. Teknikken er blevet brugt lige siden. I The Silence of the Lambs opbygger krydsklipningen mellem Clarice og Buffalo Bill en uudholdelig spænding. I Inception skaber krydsklipningen mellem flere drømmeniveauer et komplekst, lagdelt klimaks. I The Godfather skaber krydsklipningen mellem en dåb og en række mord en af ​​de mest berømte sekvenser i filmhistorien.

Krydsklippning handler ikke kun om samtidighed. Det handler om mening. Sammenstillingen af ​​to scener kan skabe en sammenligning, en kontrast eller en ironi. En scene med rigdom kan klippes op mod en scene med fattigdom. En scene med vold kan klippes op mod en scene med fred. Klipningen skaber en relation, som ingen af ​​scenerne har i sig selv.