I 1972 kombinerede Paul Berg og hans kolleger på Stanford DNA fra en abevirus med DNA fra en bakterie. Det var det første rekombinante DNA-molekyle. Denne præstation indledte æraen med genteknologi. I 1973 indsatte Stanley Cohen og Herbert Boyer et rekombinant plasmid i E. coli og viste, at det replikerede. Molekylærbiologiens værktøjer var på plads.

Rekombinant DNA dannes ved at forbinde DNA fra forskellige kilder. Restriktionsenzymer skærer DNA'et i specifikke sekvenser. Ligase forbinder fragmenterne. Det resulterende molekyle kan indsættes i en værtscelle, hvor det replikerer og udtrykker de gener, det bærer. Teknikken er grundlaget for genkloning, proteinproduktion og genterapi.

Rekombinant DNA har transformeret medicin og landbrug. Humant insulin, produceret af rekombinante bakterier, erstattede insulin udvundet fra svine- og kobugspytkirtler. Væksthormon, koagulationsfaktorer og vacciner produceres på samme måde. Genetisk modificerede afgrøder bærer rekombinante gener for skadedyrsresistens og herbicidtolerance. Genterapier leverer rekombinant DNA eller RNA til at korrigere genetiske defekter.

Teknologien gav anledning til bekymring fra starten. Asilomar-konferencen i 1975 etablerede retningslinjer for sikker håndtering af rekombinante organismer. Disse retningslinjer udviklede sig til de biosikkerhedsregler, der gælder for laboratorier i dag. Videnskaben udviklede sig, fordi sikkerhedsspørgsmålene blev taget alvorligt.