Når en stjerne som Solen dør, går den ikke stille for sig. Den svulmer op til en rød kæmpe, afgiver sine ydre lag ud i rummet og efterlader en lille, flammende kerne. Denne kerne er en hvid dværg. Den er omtrent på størrelse med Jorden og har en masse som Solen. En teskefuld af dens materiale ville veje flere tons på Jorden.

Hvide dværge smelter ikke længere noget sammen. De lyser, fordi de er varme, og de køler langsomt af. En hvid dværg med en overfladetemperatur på 100.000 Kelvin kan tage milliarder af år at falme til en kold, mørk aske. Ingen har haft tid til at køle helt af, så alle hvide dværge, der nogensinde er dannet, gløder stadig.

Fysikken inde i en hvid dværg er mærkelig. Elektroner er pakket så tæt, at kvantetryk, ikke varme, holder stjernen op mod tyngdekraften. Dette tryk har en grænse. Hvis en hvid dværg akkumulerer for meget masse fra en ledsagestjerne, kan den overstige Chandrasekhar-grænsen på omkring 1,4 solmasser og eksplodere som en type Ia-supernova.

Hvide dværge er almindelige. Den nærmeste er Sirius B, omkring 8,6 lysår væk. Astronomer studerer dem for at forstå historien om stjernedannelse og fremtiden for vores egen Sol, som vil blive en om omkring 5 milliarder år.