Materie falder sjældent direkte ned i et sort hul. Det spiralerer. Når gas og støv kommer tættere på et massivt objekt, flader bevarelsen af ​​​​vinkelmomentum dem ud til en roterende skive. Friktion mellem partikler opvarmer skiven til millioner af grader, og den gløder - nogle gange lysere end hele galaksen omkring den.

Akkretionsskiver dannes omkring sorte huller, neutronstjerner, hvide dværge og unge protostjerner. Fysikken varierer efter skala. Omkring et sort hul med en stjernemasse udsender skiven røntgenstråler. Omkring en protostjerne udsender den infrarøde stråling og radiobølger, før planeter kondenserer ud af den. Den samme grundlæggende mekanisme fungerer i begge tilfælde: tyngdekraften trækker stof indad, og skiven udstråler den energi, der ikke kan opsluges.

Astronomer studerer akkretionsskiver, fordi de afslører massen og rotationen af ​​det centrale objekt. Den indre kant af skiven omkring et sort hul ligger i den inderste stabile cirkulære bane, en grænse fastsat af den generelle relativitetsteori. Måling af røntgenstrålerne fra dette område tester Einsteins ligninger i den stærkeste tilgængelige tyngdekraft.