En karakter taler længe, ​​mens andre lytter, eller mens publikum overhører. En monolog er en længere tale. I drama kan den afsløre indre tanker, fremme handlingen eller vise retorisk færdighed. I modsætning til en monolog er en monolog normalt rettet mod andre karakterer på scenen, selvom sondringen ikke altid er stiv.

Effektive monologer balancerer information med karakter. Talen skal lyde som noget, denne specifikke person ville sige under disse særlige omstændigheder. Lange strækninger af ren eksposition kan føles kunstige; de ​​bedste monologer opstår fra konflikt, begær eller behovet for at overtale. I film og tv kan kameraet bevæge sig tæt på og forvandle monologen til et intimt øjeblik af åbenbaring.

Skuespillere værdsætter velskrevne monologer som muligheder for at demonstrere rækkevidde og dybde. Forfattere bruger dem til at sænke tempoet, uddybe psykologisk indsigt eller levere en tematisk erklæring med kraft. Uanset om det er formelt eller samtalebaseret, placerer monologen en enkelt stemme i centrum for opmærksomheden og beder publikum om at følge dens tanke- og følelsesbevægelser.