Et fællesskab anerkender visse afdøde personer som havende levet med exceptionel hellighed og som fortsat i stand til at forbøn. Disse personer er helgener. Formelle kanoniseringsprocesser findes i nogle traditioner; folkelig hengivenhed går ofte forud for officiel anerkendelse.

Helgener tjener som forbilleder for dyd, beskyttere af steder og erhverv og ledsagere i bøn. Deres relikvier og billeder bliver omdrejningspunkter for hengivenhed. Hagiografier fortæller om deres liv med varierende grad af historisk præcision. Forskellige kirker opretholder forskellige kalendere for helgener.

Protestantiske traditioner afviser generelt påkaldelsen af ​​helgener, men ærer stadig eksemplariske liv. I traditioner, der ærer dem, gør helgener fællesskabet mellem levende og døde konkret. Almindelige troende finder i helgenerne både inspiration og tilgængelige fortalere.

En helgen huskes som en, i hvem Guds hensigter blev usædvanligt synlige.