En tilbeder giver et dyr, mad eller en symbolsk gave til en guddom, og ødelægger eller indtager det ofte på en foreskrevet måde. Denne handling er et offer. Det er en af ​​de ældste og mest udbredte former for religiøs adfærd.

Motivationerne omfatter sonoffer, taksigelse, nadver og opretholdelse af kosmisk orden. Blodofre havde en særlig intensitet i mange gamle kulturer. Etisk og profetisk kritik internaliserede undertiden ofring som en metafor for lydighed eller selvopgivelse. Kristen teologi fortolker Jesu død som et unikt og endeligt offer.

Moderne religiøs praksis har i vid udstrækning erstattet dyreofre med ofringer i form af bønner, penge eller tjeneste, selvom bogstavelige ofre fortsætter i nogle traditioner. Den underliggende logik forbliver den kostbare anerkendelse af, at noget værdifuldt skyldes det hellige. Ofring dramatiserer asymmetrien mellem menneskeligt og guddommeligt.

• Offergave givet til en guddom, ofte involverende ødelæggelse eller gave
• Udtrykker hengivenhed, taknemmelighed eller forsoning
• Historisk udbredt på tværs af kulturer
• Ofte genfortolket i etiske eller spirituelle termer