Et sakramente er et synligt tegn på en usynlig nåde. Definitionen er klassisk, men praksissen er ældre end definitionen. Vand, brød, vin, olie og håndspålæggelse er blevet de almindelige midler, hvormed kirken mener, at Gud handler.

Katolske og ortodokse traditioner anerkender syv sakramenter: dåb, konfirmation eller krisma, nadver, bodsøvelse, syges salvelse, ordination og ægteskab. De fleste protestantiske traditioner bevarer to - dåb og nadver - som de ritualer, der klart er indstiftet af Kristus selv. I alle tilfælde er det materielle element ikke magi; det er det udpegede redskab for et løfte. Dåbsvand symboliserer ikke blot renselse; det er det sted, hvor renselse loves og gives. Brød og vin minder ikke blot om hinanden; de er fællesskabet i Kristi legeme og blod.

Reformatorerne diskuterede den præcise måde, hvorpå Kristi nærvær i nadveren skulle foregå, og nødvendigheden af ​​visse ritualer. Disse debatter præger stadig kirkesamfundsgrænser. Alligevel består den underliggende overbevisning på tværs af skellene: Gud møder mennesker gennem håndgribelige, fælles handlinger snarere end gennem rent privat indsigt.

Et sakramente binder derfor det åndelige til det kropslige og det enkelte til fællesskabet. Det er nåde, der gøres tilgængelig i en form, der kan ses, røres og smages.