Forløsning er den fuldendte handling at købe tilbage. I kristen sprogbrug betegner det både den historiske begivenhed Kristi død og opstandelse og den fortsatte anvendelse af denne begivenhed på individuelle liv og på verden.

Forfatterne i Det Nye Testamente trækker på den ældre hebraiske billedsprog om slægtninge-forløseren og Israels udfrielse fra Egypten. De tilføjer sproget om løsesum og slaveri: mennesker sælges under synd; Kristus betaler prisen, der befrier dem. Paulus kan tale om troende som værende købt med en pris; Johannes' Åbenbaring fremstiller de forløste som dem, der er købt til Gud fra enhver stamme og nation. Prisen er ikke abstrakt. Det er Sønnens liv.

Senere teologi udtænkte implikationerne. Nogle traditioner understreger strafferetlig erstatning – Kristus, der bærer den straf, som retfærdigheden krævede. Andre understreger Christus Victor – Kristus, der besejrer ondskabens magter. Atter andre fremhæver korsets moralske indflydelse, dets kraft til at vække kærlighed og omvendelse. De fleste klassiske beretninger holder disse tråde sammen i stedet for at vælge én udelukkende.

Forløsning præsenteres aldrig som automatisk. Tro, omvendelse og dåb markerer indtræden i det forløste fællesskab, og de fulde virkninger venter på den endelige opstandelse. Indtil da lever de forløste mellem det allerede og det endnu ikke, og smager frihed, mens de stadig kæmper med den gamle orden.